November 2004
I hele november og lidt ind i december opholder Søren sig i Damaskus og Beirut for at færdiggøre produktionen af vandpiber til dette års julesalg. Her kan du følge lidt med i livet 4.000 kilometer væk, hvor ikke meget ligner dagligdagen herhjemme. Med vandpiber der er højere end Søren, en imødekommende og smilende befolkning, et klima til at sidde i skjorte klokken 12 om aftenen midt i november, og klubber hvor man danser under den åbne stjernehimmel, når taget rulles til side om natten, er stilen her så lækker, at vi har svært ved at forestille os steder i verden, hvor de kan gøre det meget bedre.

---
Rejsebeskrivelse 4: mandag 6/12, De sidste par dage
Søndag nat gik turen hjemad mod Danmark igen efter en utrolig vellykket tur denne gang. Det lykkedes os til fulde at få produceret alt det vi skulle bruge til jul, og midt i arbejdsræset havde vi et par fantastiske dage i Beirut. De sidste dage i Damaskus ventede vi i spænding på at høre om tingene var kommet til Danmark uden at gå i stykker, og et par eftermiddage blev afsat til et interview med Jyllands Postens udsendte. Du kan se billeder og læse artiklen i sin fulde længde her.

---
Rejsebeskrivelse 3: søndag 28/11, Vandpibeanmeldelse af Café D'Orient

Café D’Orient er en af de finere restauranter i Damaskus beliggende i det velhavende Sha Lan. Her er store frontvinduespartier mod gaden så man kan holde øje med bilen, samtidig med at man bliver set. Indretningen er lækker, og der er tjenere overalt – desværre er Orient også sprunget på vognen med en kæmpe fladskærm midt i lokalet, som man næsten umuligt kan få øjnene fra, selv om man slet ikke har lyst til at se tv.

Efter en god middag lørdag aften var det tid til at teste vandpiberne, så jeg bestilte en ”narghile” hos tjeneren, der godt nok kun talte arabisk. Med hjælp fra de andre fik han dog forklaret, at de havde æble, jordbær, blandet frugt, drue og ”ajami”, som han mente, jeg skulle prøve. Jeg forsøgte at forsikre mig, at det ikke var den traditionelle ”rigtige” tobak, som er lidt for krads til mig, men ”no, no, very good” lod han mig fortælle, og 10 minutter senere fik jeg så alligevel en vandpibe med den brune tobak lagt ligesom i en myretue med kullet direkte ovenpå. Jeg havde lige sat næsen op efter en dejlig sød smag efter maden, så jeg var nødt til at bede om æble i stedet, og det var da også i orden. Med undtagelse af sprogvanskeligheder, så var betjeningen generelt helt i top.

 

Lidt senere fik jeg så serveret min vandpibe med æbletobak – og her mener jeg virkelig serveret: For det første er der tjenere ansat udelukkende til at stå for vandpiberne. For det andet bruger tjeneren lige to minutter på at tænde piben op, inden han overrækker slangen til en, mens han samtidig diskret sætter mundstykket på. For det tredje medbringer han hele tiden rødglødende kul og placerer selvfølgelig 3-4 kul i kanten af koppen til at begynde med. Sådan!

 

Med hensyn til viden om vandpiber og tobak var det jo på grund af sproget lidt vanskeligt, men de virkede kompetente. Det var dog ikke muligt for mig at finde ud af, hvor tobakken var fra? Selve tobakken synes jeg faktisk ikke var specielt god: Den var ikke helt lige så blød og fyldig som Nakhlas dobbelt æble, og den blev relativt hurtigt en anelse krads på trods af, at kullene og piben blev holdt ved lige i intervaller på ikke mere end 10 minutter under hele rygningen. Det sidste gjorde til gengæld, at røgen var helt fantastisk.

 

Den afslappede atmosfære på stedet var udpræget. Cirka hver anden af gæsterne røg vandpibe, og tjenerne arbejde supersmooth, så man på intet tidspunkt lagde mærke til, at de havde travlt. Da det var en decideret restaurant var stemningen ikke helt oppe at ringe – til gengæld var man i Damaskus, og det gør jo i sig selv sit til at gøre oplevelsen en anelse mere autentisk, end det man er vant til.

 

Til sidst er der piben, der var relativt høj, om som havde et fint sug. Den var helt ok, men ikke noget specielt, og man kunne jo ikke lade være at bemærke, at man ikke havde muligheden for at ryge på Kongepiben – endnu… : )

 

Alt i alt en meget anbefalelsesværdig oplevelse, hvis man vil se rigtige vandpibetjenere, der kan deres håndværk. Den samlede vurdering er kun næsten i top, men tager man kvalitet i forhold til pris, er der ikke meget at diskutere, når man til sidst må af med små 19 kroner for piben.

 

Bedømmelse:

Smagsvarianter: Æble, jordbær, blandet frugt, drue, mørk tobak.

 

Betjening & optænding: + + +

Viden: + (+)

Kul: + + +

Tobak + (+)

Pibe: + (+)

Vedligeholdelse: + + +

Stemning: + +

Afslappet atmosfære: + + (+)

Helhedsindtryk: + + (+)

Kvalitet / pris: + + +

---
Rejsebeskrivelse 2: fredag 26/11, Chill til Danmark
Fra restaurant Casa Blanca i Damaskus

I dag er det fredag – helligdag for muslimerne og hverdag for de kristne – så jeg udnytter dagen til at slappe af og komme lidt ned i gear ovenpå de sidste fire ugers strabadser.

Efter først at have modtaget 100 Chill-glas, der var røde i stedet for hvide og senere 200 kasser, der ikke passede til piberne, for derefter at blive afkrævet betaling for 250 kg ”additional weight” i lufthavnen fordi tolderen havde målt forkert, var jeg alligevel ved godt mod, da jeg hørte, at 211 af de fineste håndlavede Chill-piper nu var på vej mod Danmark.

Da det er glasvarer, vi har med at gøre, er det altid uudholdeligt nervepirrende at vente på besked hjemmefra om, at alt er kommet sikkert til København. Sådan forholder det sig i ikke mindre grad også denne gang, da december måneds julesalg jo nok ikke venter på os, hvis vi lige skal bruge en måned mere(!)

Som man efterhånden har vænnet sig til hernede, skulle det heller ikke gå smooth denne gang: På trods af at vi har booket os ind hos KLM for at være ekstra sikre, har vi nu på Internettet fået oplyst, at vores last er blevet splittet op i to dele – den ene skulle angiveligt være på vej fra Amsterdam til Danmark i dag, den anden står stadig i Damaskus. Så nerverne får lov at blive uden på tøjet weekenden over. Men som altid, så går det nok…

Siden jeg vendte tilbage fra Beirut, er al min tid blevet brugt på at færdiggøre og teste vores nye Chill-piber. Og lige så utrolig charmerende jeg synes om folket fra Syrien og deres indstilling til livet, når jeg rejser rundt hernede, ligeså ufatteligt frustrerende kan det være at gøre forretning med dem! Her er tale om kulturforskelle, som det ville være umuligt at studere eller læse sig til på forhånd. Det skal opleves og prøves – og det skal prøves mange gange – før man begynder at forstå det.

En af de største barrierer for mig, er at man slet ikke har noget forhold til tid og klokkeslæt, som vi kender det i Danmark. Jeg har nu sammenlagt opholdt mig hernede i ét år, og samlet set kan det tælles på én hånd, de gange et klokkeslæt er blevet overholdt i forbindelse med en aftale – hvis folk da overhovedet er mødt op? Jeg vil tro, at jeg i gennemsnit stadig går forgæves til hver fjerde aftale! Det samme gør sig selvfølgelig gældende med hensyn til datoer for levering: ”Bukra, In Shallah” – ”I morgen, om Gud vil”…

Til det kunne man sige: ”Søren, hvorfor kommer du så ikke bare selv for sent, så passer det hele jo?”, men her kommer det kulturelle jo netop ind. Det ligger (åbenbart) så indgroet i os, at lade os styre af klokkeslæt, at det er næsten umuligt for mig at smide det fra mig. Og hvis de på den anden side har det på samme måde, kan jeg jo godt se, at der er lang vej endnu.

I stedet har jeg fundet en masse små måder at helgardere mig på ved altid at have alternativer til aftaler i nærheden, og ved altid at have ting med, jeg kan arbejde med. Andre gange vælger jeg bare at drikke de 3–4 glas te, der får en time til at gå lidt hurtigere : )

---
Rejsebeskrivelse 1: onsdag 17/11, I taxi fra Damaskus til Beirut
Efter to ugers arbejde i Damaskus under Ramadanen havde vi brug for lidt luft - og den skulle vi finde på en forlænget weekend i Beirut, havde vi bestemt. For mange klinger Beirut og Libanon stadig af borgerkrig og flykapringer fra 80'erne, selv om det er over 15 år siden, parterne her sluttede fred. Men, man skal ikke tro alt, man hører...

Alene rejsen mellem Damaskus og Beirut lægger stilen. Man kører de lidt over 100 kilometer i en kæmpemæssig flyder af en amerikanerbil med rigeligt plads til fem passagerer udover chaufføren. For at komme lidt tidligere afsted betalte vi for hele taxien, men inden da måtte vi tage os selv i at holde små fordomme ved lige, da vi spurgte chaufføren, om det ikke var en dårlig ide, at vi skulle sidde og drikke øl, når der sad en dame på 45-50 år bagi med slør på? "Hun havde skam været en værre en, da hun var yngre" fortalte chaufføren os, og han informerede os videre om, at hendes søn med vilje havde booket denne taxi så sent om aftenen, så hun kunne sidde i mørket og ryge en masse smøger i fred. Så vi hyggede os gevaldigt sammen med dem og var i et strålende humør, da vi to timer senere ankom til Beirut.

Vi blev hurtigt indlogeret på et lille hotel, trak i en nystrøget skjorte og fik lidt voks i håret - og så gik vi ud for at se på Beiruts natteliv, som skulle være noget helt specielt. Vi blev ikke skuffede!

Først kørte chaufføren Sam os uopfordret og som en ekstra service Downtown Beirut til området omkring Klokketårnet, hvor man straks blev indfanget af en fantastisk atmosfære.

Såvel bygninger som mænd, kvinder og børn er smukkere end noget andet sted, vi har set.

Bilparken er ubeskrivelig: Ferrarier, Lotuser og Jaguarer spinder om kap, og lyden blandes på behageligste vis med småsnakken fra de tusindvis af mennesker, der i ro og mag bevæger sig rundt mellem hinanden med ryggen rettet og med masser af tid til et smil, så det er en fryd for øjet. Her føler man sig velkommen.

Lørdag og søndag(!) går vi i byen. Først i området omkring Klokketårnet, hvor halvdelen af gæsterne ryger vandpibe med frugttobak fra Egypten, Libanon og Bahrain. Derefter på Chrystal, hvor folk danser på baren og på bordene med armene over hovedet og hofterne roterende, som havde de aldrig lavet andet. Siden hen på BO18, hvor aftenens feature er at rulle taget til side, mens festen er på sit højeste, så man klokken 04 om morgenen står og danser under den klare stjernehimmel midt i november måned - smooth.

Dagen efter tager vi det lidt mere stille og roligt med et besøg på Monot Street's barer og spisesteder, før vi allernådigst bliver lukket ind på Buddha Bar. Inden vi kom til Beirut havde vi opfattelsen af os selv som to tjekkede skandinaver, men da vi nærmer os døren, bliver det tydeligt, at der skal strammes op til næste gang. Her er ikke en make-up, ikke en skjorteflip, der ikke sidder perfekt. Indretningen er storslået og på samme tid hyggelig. Folk smiler og danser i bevægelsesmønstre, der er helt fantastiske. Og betjeningen er naturligvis ligeså stilren som den er diskret. Her har man bestemt sig for at nyde livet ovenpå 15 års borgerkrig - og det er velfortjent!

Efter en fantastisk weekend sætter vi os endnu engang ind i en Caprice Classic. På vej ud af Beirut smiler vi bare...

--- til top ---